Smykker af genbrug

Mandag den 18. juni havde Miljøpunkt Østerbro inviteret til genbyg-café. Gamle ting kunne få nyt liv. Børn og unge lavede det ene flotte smykke efter det andet. Gamle puslespil blev til øreringe, knapper til armbånd og halskæder og stofrester til flotte hårbøjler.

Miljøpunkt Østerbro ville sætte fokus på genbrug, og hvordan vi sagtens kan smide mindre ud. En gammel palle kan blive til en flot havestol eller et fuglehus til haven. De brugte plasticposer kan blive til flotte drager, som familien kan hygge sig med at sætte op i vinden. Og det gamle computer-tastatur kan blive til flotte smykker.
Sådan kunne man blive ved! Og det er sund fornuft at tænke i at smide mindre ud og genbruge mere. Hver dansker producerer gennemsnitligt 667 kg affald om året. Det er meget affald.

Områdefornyelsen i Skt. Kjelds Kvarter havde den 18. juni inviteret til utraditionelt borgermøde for at sætte fokus på folks ønsker for det nye kulturcenter på Østerbro. Et nyt kulturcenter er et oplagt sted at gøre genbrug sjovt og væsentligt. Det kan være genbrug af regnvand, der kan bruges til at vaske cykler eller biler eller genbrug af gamle ting, der får nyt liv. Miljøpunkt Østerbro håber, at man i et nyt kulturhus for eksempel laver genbrugs smykkeværksteder, genbyg-cafeer eller andre workshops med fokus på, hvordan vi kan genbruge ressourcer.

Derfor havde Miljøpunkt Østerbro inviteret til genbyg-café. Designer Lene Nissen byggede møbler af gamle paller, og unge som gamle lavede smykker af genbrugsmaterialer.