Inspirationskatalog om grønne tage

Miljøpunkt Østerbro har udgivet et inspirationskatalog om grønne tage med gode råd til dem, der gerne vil lægge grønne tage og inspirerende eksempler på forskellige grønne tage fra Østerbro og København. Afhent det gratis i Miljøpunkt Østerbro.

Med inspirationskataloget håber Miljøpunkt Østerbro at inspirere flere til at lægge grønne tage i byen.

Forside inspirationskatalogI fremtiden vil klimaforandringer medføre, at det vil regne oftere og kraftigere. Kloakkerne i København kan allerede i dag have svært ved at rumme vandet, når det regner meget, som København har oplevet ved flere skybrud, hvor vandet løb i gaderne, og der stod vand i flere kældre.

Vi skal gøre byen robust mod fremtidens vejr for at undgå ødelæggende oversvømmelser. En af de måder vi kan forberede byen mod de stigende regnmængder er ved at etablere grønne tage.

Grønne tage kan optage 50-80 % af den regn, der falder på dem. Derved belastes kloakkerne mindre.

Grønne tage findes i mange former og afskygninger. De kan lægges på alt fra beboelsesejendomme til taget på legehuset og skralde- og cykelskure i gården. Udover at opsamle regnvand er et grønt tag levested for planter og dyr og er derfor med til at skabe større biodiversitet i byen. Samtidig er tagene smukke at se på og behøver slet ikke være svære selv at lægge.

I kataloget kan du blandt andet få gode råd til at lægge et grønt tag fra Københavns Kommune, se eksperternes svar på, hvorfor man skal lægge grønne tage og se eksempler på grønne tage fra Østerbro og København.

Du kan hente en trykt version af inspirationskataloget hos Miljøpunkt Østerbro på Vennemindevej 39 inden for normal arbejdstid i hverdagene.

Du kan se inspirationskataloget i en pdf her: Inspirationskatalog_grønne tage_webudgave

Miljøpunkt Østerbro har tidligere udgivet et inspirationskatalog med eksempler på 10 bæredygtige projekter på Østerbro. Det katalog kan du også hente i Miljøpunkt Østerbro eller læse det i pdf her: Inspirationskatalog_bæredygtige eksempler fra Østerbro

Begge inspirationskataloger er lavet med støtte fra Østerbro Lokaludvalg.