Få tjek på dit indeklima

Luften i hjemmet er faktisk et af de steder, hvor der findes allerflest kemikalier. Men der er meget, vi selv kan gøre for at skabe et godt indeklima.

Af Lene Midtgaard, centerleder i Miljøpunkt Østerbro
Lene med høneEndelig skinner solen fra en skyfri himmel og det er en fornøjelse at cykle på arbejde igennem bydelen.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke over luftforureningen, når jeg krydser Lyngbyvej i myldertiden. Men mon ikke det går. Det er kun et øjeblik, jeg skal opholde mig i al osen.

I virkeligheden er det luften i vores hjem, vi skal bekymre os allermest om. Vi danskere opholder os nemlig inden døre 80-90 procent af tiden.

Elektroniske apparater
Luften i hjemmet er et af de steder, hvor der findes allerflest kemikalier. Elektroniske apparater som spillekonsoller, pc’er, og TV afgiver kemiske stoffer til indeklimaet, når de er tændt eller på standby. Vi kender også alle lugten af nye møbler – især en ny sofa. Den står der og afgiver stille og roligt kemiske stoffer til vores indeklima. Så vær glad, hvis du har fundet en gammel sag på genbrugsmarkedet. Der er alle kemikalierne for længst afdunstet. Et godt tip er derfor at købe mest muligt af indretningen brugt.

Men også andre produkter, som vi tager ind i vores hjem, kan forurene indeklimaet, f.eks. gulvtæpper, vinylgulve, stearinlys med videre.

Hovedpine og hoste
Et dårligt indeklima kan påvirke vores helbred. Det kan eksempelvis være, at vi går rundt og har lidt hovedpine, irriterede øjne, hoste, eller snue. Men det kan også vise sig som træthed, kvalme, og uoplagthed.
Det er ikke altid vi kan finde grunden til vores utilpashed, når det er indeklimaet, der er synderen. Ikke alle mennesker er lige følsomme over for de forskellige påvirkninger i indeklimaet. Børn er f.eks. mere følsomme end voksne, og ældre mennesker er mere følsomme end yngre.

Vi kan gøre meget selv
Det, der påvirker vores indeklima mest er fugt, partikler, manglende ventilation og rengøring, og temperaturer. Heldigvis er der rigtig meget vi selv kan gøre for at forbedre indeklimaet i vores hjem.

Noget af det vigtigste er at gøre rent og lufte ud. Fem minutters gennemtræk for blafrende gardiner, 2-3 gange om dagen, gør faktisk underværker for indeklimaet. Især i børneværelset inden sovetid, er udluftning en god idé. Børneværelset er ofte en ren kemibombe, fyldt med hormonforstyrrende stoffer fra elektroniske apparater, legetøj, partikler fra møblerne og andet.

Mange kemiske stoffer ophobes i støv. Ugentlig rengøring gør derfor en stor forskel.

Men vores adfærd har også stor betydning. For eksempel bør man helt undgå at bruge sprayprodukter indenfor. Bliver støvlerne imprægneret indenfor, påvirker det indeklimaet voldsomt. Men vi bør også undgå f.eks. rengøringsmidler på spray. Alle sprayprodukter er med til at øge koncentrationen af kemiske stoffer i vores indeklima.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du undgår skadelig kemi i hverdagen, så hold øje med hjemmesiden, hvor oplæg om emnet bliver annonceret. Miljøpunkt Østerbro afholder også kemi-barselscaféer på Østerbro og andre dele af byen. Her kan man få overblikket over, hvor det er vigtigt at være konsekvent og hvor det ikke betyder så meget.