Naturen ind på stenbroen

Din underbo gør det, din søster gør det, din ven gør det og du gør det måske også. Vi gør det i hvert tilfælde her i Miljøpunkt Østerbro. Planter vores egen have lige udenfor vinduet – midt i byen.

Af Lene Midtgaard, centerleder, Miljøpunkt Østerbro

DSC_0015Her i Masnedøgade elsker vi vores plantekasser, der bugner af urter, bær og grøntsager. To bænke er placeret mellem plantekasserne, så alle der har lyst kan sætte sig og nyde solen og duftene.

Og vi er ikke de eneste, eller de første, til at bygge haver i byen eller smide blomsterfrø ud over en byggeplads. Men vi er en del af den bølge, som indtager storbyer verden over. Trenden er, at vi vil have grønt i byen, vi vil dyrke vores egen mad og vi vil have natur og dyr tæt på. I stedet for at flytte væk fra byen, trækker vi naturen ind på stenbroen.

Urbane landbrug
Det er ikke kun i Danmark, at vi ser små oaser og bylandbrug vokse frem. Flere steder i verden, er man langt i udviklingen af urbane landbrug. F. eks i Havana på Cuba er millioner af kvadratmeter blevet omdannet til små andelslandbrug, som dyrkes af de folk, som bor i de omkringliggende boligblokke. Her er størstedelen af befolkningen simpelthen blevet selvforsynende – og endda med økologiske fødevarer. Det var slet ikke en planlagt strategi for byudvikling, men en nødvendig konsekvens af, at Cuba mistede forsyninger af fødevarer, afgrøder og kemikalier, da landet blev løsrevet fra det daværende Sovjetunionen. På den måde kan en krise føre til innovation og udvikling.

DSC_0018Flere steder i København er der allerede bylandbrug, og her på Østerbro, kan vi være stolte over byens allerførste af slagsen – det frodige ØsterGro i Æbeløgade. På Østerbro har vi også lånehøns, bybier, Østersbank i Nordhavn, og ikke mindst den grønne oase Bunkerhaven på Carl Nielsens alle. Her gør lokale ildsjæle vores bydel grønnere og mere selvforsynende. Og flere Østerbroere går dem ”i bedene” – f. eks kan man i en have på Krausesvej finde et perfekt lille kredsløb med høns, køkkenhave, kompost og muld. Husets ejere inviterer lokale børnehaver indenfor til at klappe hønsene og gå på opdagelse i kompostbunken. På den måde har bybørnene naturen lige indenfor rækkevidde, og kan lære om madens vej fra jord til bord.

Vilde urter og tang
DSC_0287På Østerbro kan du finde masser af vilde urter, spiselige planter og tang til din aftensmad. Miljøpunkt Østerbro har afholdt ”vilde ture” her i foråret. Her har Østerbroere nydt en meget lækker middag, som de selv har tilberedt efter først at have gået på opdagelse i Østerbros spisekammer. Næste gang er d. 17. september, hvor Miljøpunkt  sammen med Østerbroerne, FN og Østerbro Lokaludvalg vil udvikle Østerbros bydelsret. Det sker for at sætte fokus på FN´s 17 bæredygtighedsmål, hvor lokalt produceret mad er med til at nedbringe klimabelastningen. Vil du vide mere så læs her.  Alle er velkomne!