Sommerluk og spar let 1000 kroner

Du lader ikke bilen stå i tomgang, når du ikke er ude at køre. På samme måde kan du sikre dig, at dit varmeanlæg ikke står og fyrer penge og CO2 af, når du har slukket for varmen i radiatorerne. Det tager kun 5 minutter at sommerlukke, og der er let tjente penge at hente.

Endelig kom varmen! Vi husker at skrue ned for varmen i radiatorerne, men mange af os glemmer at slukke for fjernvarmeanlægget i villaen eller boligforeningen. En almindelig villafamilie kan spare omkring 1.000 kroner på varmeregningen ved at sommerlukke varmeanlægget. Det kræver blot et drej på sommerventilen at sende anlægget på ferie.

Se hvordan i denne korte film:

Sommerluk både radiatorer og varmeanlæg

Hvis du kun lukker for radiatorerne i huset og glemmer at lukke for sommerventilen på varmeanlægget, cirkulerer der stadig vand rundt i systemet, og det koster på din varmeregning.

Derudover er der også penge at hente på afkølingssiden. De fleste steder modtager fjernvarmekunderne nemlig typisk en årlig bonus eller merafgift, alt efter om de har en god eller dårlig afkøling.

Spild af energi
Når vi glemmer at lukke for fjernvarmeanlægget, giver det dårligere afkøling, fordi varmen stadig løber rundt i rørsystemet, uden at varmen bliver brugt. Hvis fjernvarmekunderne lukker deres anlæg udenfor fyringssæsonen, vil det derfor give store besparelser på CO2-udledning, energiproduktion og vedligeholdelse.

Sommerlukker du?
Mange fjernvarmekunder tror, at de har tjek på deres anlæg.
Men faktisk vurderes det, at mere end halvdelen af danskerne ikke sommerlukker deres fjernvarmeanlæg – eller gør det forkert. Det betyder penge op af lommen og unødvendigt meget CO2 ud i atmosfæren.

Sådan sommerlukker du
Det er nemt at sende sit fjernvarmeanlæg på ferie:
• Luk for anlæggets sommerventil.
• Sluk for cirkulationspumpen.
• Tænd kort for cirkulationspumpen et par gange om sommeren, så den ikke ”sætter sig fast”.
• Husk også at lufte ud i din bolig, især på de lidt kølige sommerdage.

Læs mere på http://www.sommerluk.dk