Sommeren skudt i gang på Østerbro

Solen skinnede på borgere, foreninger, politikere, lokaludvalg og høns, da Østerbro Lokaludvalg inviterede til bydelsfest i weekenden.  

Der var musik og underholdning, politikertaler og fokus på natur i byen, da Østerbroerne samledes til Østerbroweekend i Fælledparken. Lokale foreninger som petanque, spejdere, Miljøpunkt Østerbro og Nabo Østerbro var på pletten. Hos Miljøpunkt kunne man smage på lokale overskudsvarer, plante frø og møde høns og vilde dyr.

Der blev serveret lækker mad af spisestedet Simre og politikere fra Københavns Borgerrepræsentation holdt taler. Østerbroerne kunne også stifte bekendtskab med Lokaludvalgets bydelsplan, som er indsparket til, hvordan Østerbro skal udvikles i de kommende år.