Ny nærgenbrugsstation i Nordhavn – det skal fejres!

Glæd dig, Østerbroer: Nu får du mulighed for at sende udtjent elektronik, gamle køleskabe og andre værdifulde ressourcer til genanvendelse i Nordhavns flotte, nye nærgenbrugsstation. Det skal fejres!

Genbrugsstationen indvies med festlige aktiviteter for børn og voksne, byttecirkel og borgmestertale. Der vil være plantebyttemarked, konkurrencer, musik og lokale forfriskninger.

Tid og sted:
Fredag d. 18. august kl. 14.30 – 17.00.
Helsinkigade 26, 2150 Nordhavn

Giv hvad du har – tag hvad du kan bruge
På åbningsdagen kan du være med til at indvie “Byttehylden”, hvor du kan glæde naboerne med din gamle tekande, legetøj eller lampen, der er for god til at smide ud, men du ikke længere bruger. Samtidig har du mulighed for at gå hjem med et fund, som en anden har skænket.

Et center for genbrug
Genbrugsstationen er et ambitiøst opført projekt, tegnet for By og Havn af arkitekterne Lendager Group, der har specialiseret sig indenfor grønt byggeri. Stationens vægge bliver beklædt med genbrugsmaterialer, som viser beboerne, hvor de kan aflevere de almindelige former for affald som pap, plast, glas og metal. Det er målet, at det skal være intuitivt, oplevesesfyldt og vedkommende at sortere sit affald, og at stationen skal blive et center for udveksling af viden om genbrug.

Nærgenbrugsstationen holder åbent døgnet rundt alle ugens dage, og vil være bemandet med personale onsdage og fredage fra kl. 12.00 til 18.00, samt søndage fra kl. 10.00 til 16.00.