Spis dit Østerbro

Brombær, æbler, stikkelsbær og hyben. Hyldebær, strandkål og fuglegræs. Det er sensommer og det betyder, at der er masser af lækre bær og urter, der bare venter på at blive høstet i dit lokalområde.

Du kan f. eks. lige nu samle hyldebær i Fælledparken, og inden længe kan du plukke brombær ved Østbanegade og i Ryparken.

Og du må gerne plukke, hvad der kan være i en hat! Det blev vedtaget i Skånske Lov fra ca. 1210, og det gælder stadigvæk. Skulle du ikke være i besiddelse af en passende hat til formålet, må du samle, hvad der kan være i en bærepose.


Smag på naturen
Det er dejligt at samle urter. Man får en tættere oplevelse til naturen, når man nærstuderer, dufter og smager de forskellige arter. Og på Østerbro vrimler det med gode steder til at plukke frugt og bær. Byhøst har lavet et kort, der viser, hvor og hvad du kan finde af vildtvoksende lækkerier i dit nærområde. Download appen her.

Og psst: I september kan du samle de lækreste havtorn i Tuborg Havnepark. Læg dem i fryseren og brug dem hele vinteren på desserter, i salater og fiskeretter. De er spækket med C- vitaminer.

Husk æblerne
Hvert år går millioner af ton frisk frugt til spilde i danske haver, fordi haveejerne ikke når eller kan spise hele høsten. Også på Østerbro er der mange æbler, både i borgernes private haver og i lokalmiljøet, som f. eks. ved Charlottehaven og Bispebjerg bakke. Så inden længe kan du tage vejen forbi, når du har lyst til friske æbler, i stedet for at købe en pose fra Argentina.

Her må du samle fra naturens spisekammer:

  • Overalt i skove og andre naturområder, der er ejet af staten og kommunerne.
  • I privatejede skove må du samle det, du kan nå fra stier og veje.
  • Overalt på strande, men ikke i klitter.
  • Langs veje og stier i det åbne land, men selvfølgelig ikke på dyrkede marker eller områder.

Kilde: Friluftsrådet ”Oplev mere – brug naturen