Test din viden om madspild og vind en præmie

Kom forbi Sankt Jacobs Plads fredag d. 24. november og test om du har styr på dine råvarer og hvornår de egentlig er for gamle til at blive spist. Få en snak om datomærkninger, afprøv dine sanser og test din viden i Miljøpunkts madspilds-quizz.

På fredag er det Black Friday. Det er en god anledning til at overveje, hvordan vi bedst passer på jordens ressourcer og undgår spild.

Hvert år ryger 700.000 ton mad i skraldespanden, fremfor at havne på danskernes tallerkener. En tredjedel af dette kommer fra de private husholdninger. Og selv om mange fortrinsvis forbinder CO2-udledningen med fossile brændstoffer og ko-prutter, er madspild faktisk en klimaskurk, der svarer til verdens biler, tog og fly tilsammen.

Heldigvis er der en hel masse, du selv kan gøre, for at minimere dit madspild i hverdagen.

Kom forbi Sankt Jakobs Plads på Østerbrogade på fredag mellem kl. 14:00-18:00 og få afprøvet dine sanser for at vurdere, hvornår maden er spiselig. Miljøpunkt står også klar med gode tips og vejledning tilholdbarhed, opbevaring og hvordan man på kreativ vis får brugt de madvarer, der lige blev til overs. Der er spiselige guldmedaljer på højkant til den, der afprøver sin viden i vores madspild-quizz.

 

 

Arrangementet er støttet af Østerbro Lokaludvalg