Red maden i julen

Har du styr på, hvor længe maden kan holde? Mange af os smider mad ud, der sagtens kan spises. Få overblikket her og undgå madspild.

Julemaden skal nydes – måske også til januar! For de fleste af os er julen en overflodens tid, hvor intet skal mangle på julebordet. Og det betyder, at vi ofte laver mere mad, end vi spiser op.

Så det er nu, du skal begynde at spise af det, du har liggende i fryseren. Så er der nemlig plads til lækre julerester og biksemad, til hurtige retter i januar. And og flæskesteg er oplagt til biksemad, og man skulle da være et skarn, hvis man ikke kan sætte en portion risalamande til livs, også i det nye år.

Til gengæld, er der noget, der tyder på, at vi danskere skal lære at tilberede lidt mindre rødkål. I følge Stop Spild Af Mad har 73% af os nemlig rester af rødkål, når julemiddagen er overstået, og det frister måske lidt mindre, når man når på den anden side af nytår.

Få styr på holdbarheden for de forskellige madvarer med en køleskabs-plakat, der kan downloades her – eller kom forbi og hent den i Miljøpunkt.