Hvordan løser vi plastproblemet?

I Danmark er vi gode til at sortere vores plastaffald. Alligevel ender størstedelen af den plast, vi smider i plast-containeren på forbrændingsanlægget. Hvorfor er det så svært at genanvende plast, og hvad skal der til for at vi kan blive bedre til at passe på vores ressourcer?

Plast er genanvendelsesindustriens store ”problembarn”. Ifølge Plastics Europe er vi danskere faktisk blandt de dårligste i EU til at genanvende den plast, vi smider i vores private skraldespande. Plastikemballagen fylder ellers godt i vores sorteringsspande, for vi er gode til at smide flasken til opvaskemiddel og bakken fra tomaterne i plastikcontaineren.

Men kun 17% af de 60 kilo plast, som vi hver især sorterer om året bliver genanvendt som plast. Resten bliver brændt.

Miljøpunkt Østerbro har sammen med en gruppe interesserede borgere besøgt Københavns Kommunes nye testanlæg for plastiksortering. Her blev vi en del klogere på, hvad der sker med vores plastaffald, og hvordan det skal sorteres, for at det kan blive genanvendt.

Det går stærkt, når lys og luft leder de forskellige plastikstykker i hver sin retning på testanlægget for sortering af plastaffald. Anlægget er placeret på Amager Ressource Center (ARC) og ligger lige ved siden af Københavns nye, store forbrændingsanlæg, Amager Bakke.

 


For mange forskellige typer plast resulterer i down-cycling og forbrænding

På testanlægget ankommer hver dag den plastik, som sorteres hjemme i køkkenerne. Intelligente scannere, robotter og infrarødt lys sørger for, at plastaffaldet sorteres korrekt i de forskellige plasttyper. Det er nemlig forudsætningen for, at plasten kan blive genanvendt. Hver type plastik har sin egen kemiske sammensætning eller ”fingeraftryk”. Supermarkedernes frugtbakker består f.eks. af polystyren, plastikposer af polyethylen og flaskelåg af polypropylen. Når man vil genanvende plasten til nye produkter, skal man derfor være sikker på, at den er af samme type, og at man ikke blander forskellige slags.

Men det er langt fra ligetil at sortere plastaffaldet. En stor del af den plastemballage, som i dag bruges i husholdningerne, er f.eks. designet på en måde, så det ikke kan rengøres, skilles ad eller sorteres med en scanner. De scannere, der bruger infrarød belysning til at identificere de forskellige plasttyper, kan f.eks. ikke genkende plastikken, hvis den er sort eller meget beskidt. Og scannerne har svært ved at genkende og sortere plastemballage, som blander forskellige plasttyper.

Det kan derfor ikke genanvendes som ny emballage, men bliver i stedet brændt eller ”down-cyclet”, dvs. det bliver genanvendt i en meget ringere kvalitet. Så bliver det smeltet om og brugt til at lave f.eks. bænke eller vejskilte.

Og det er spild af ressourcer. For plast er lavet af råolie, og når det brændes af, bidrager det negativt til klimaforandringerne og tærer på olieressourcerne.

Det nye testanlæg på ARC kommer nogle af disse udfordringer i møde, sådan at flere fraktioner kan sorteres og genanvendes. Men sorteringsanlægget alene kan ikke løse udfordringen med de alt for mange fraktioner af plast, der mister kvalitet eller bliver brændt.

Pant er en del af løsningen

Vi kender allesammen Dansk Retursystem, hvor vi er vant til at aflevere vores flasker og dåser til genanvendelse. Og nu bliver det danske pantsystem udvidet. Fra 1. januar 2020 kan du tage saft- og juiceflaskerne med, når du afleverer dine pantflasker i din lokale flaskeautomat. Pant kan sikre, at f.eks. fødevareemballage bliver kan bruges til fødevareemballage på ny, og altså ikke mister kvalitet i omsmeltningen. Det er et godt eksempel på cirkulær økonomi, hvor man sikrer genanvendelse af råmaterialerne i sin rene form.  Flere aktører, som f.eks. Dansk Affaldsforening og Danmarks Naturfredningsforening mener, at pant på endnu flere emballager er vejen frem. Det vil dog kræve, at der gøres plads til den udvidede pant i supermarkederne, eller at kunderne er villige til at transportere sin pant til genbrugsstationerne. Det vil også kræve, at producenterne er villige til at tage sin emballage retur.

Ny type emballage måske på vej

Plastikindustrien arbejder på at udvikle en fødevareemballage, som kan sorteres fra husholdningsaffaldet med en scanner og genanvendes til ny fødevareemballage.

Plastikindustriens innovationsprojekt ”Forum for cirkulær plastemballage”, er en ambitiøs vision om at Danmark skal være international rollemodel for fremtidens plastemballage i en cirkulær økonomi. Plastindustrien har taget initiativ til forummet, hvor både emballagevirksomheder, råvareproducenter, designere, supermarkeder, NGO’er, vidensinstitutioner, recyclere, politikere og flere andre har medvirket. Det har resulteret i en række anbefalinger, der kan læses her.

Kilder: Miljø- og Fødevareministeriet, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Erhverv, Plastikindustrien, Dansk Retursystem, Innovationsfonden

Skriv til Miljøpunkt! Har du kommentarer, forslag, ønsker eller spørgsmål til emner eller tiltag, der handler om miljø og klima, vil vi gerne høre fra dig: Info@miljopunkt-osterbro.dk