Klimafestival på Kulturnatten

Green Like Tomorrow, ja tak! Kom forbi Vester Voldgade på Kulturnatten fredag d. 11. oktober og mød Nordhavns Naturvenner, Miljøpunkt Østerbro og andre grønne aktører til en snak om bynatur, biodiversitet og bæredygtighed i byen.

Green Like Tomorrow

Skal du ud og opleve Kulturnatten? Så læg vejen forbi Vester Voldgade, hvor en række af byens grønne organisationer og foreninger har slået sig sammen om arrangementet “Green Like Tomorrow”.

Kom og bliv klogere på grønne projekter og fremtidsprojekter som Nordhavn Naturpark, NaTur i ByenÅbn Åboulevarden og Impact Farm Nørrebro. Deltag i debat om biodiversitet i byen. Kom på byvandring og oplev byens grønne facader. Og hør hvordan du selv kan blive aktiv i bevægelsen for mere bynatur i København.

Miljøpunkt Østerbro fortæller om flagermusture i Fælledparken, bynaturvandringer til bl.a. Nordhavnstippen, og det nyoprettede Plastikposefrit Østerbro.

Mød også Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, Miljøpunkt Nørrebro, Miljøpunkt Amager, Nordhavns Naturvenner, Danmarks Naturfredningsforening København, Walk&Mind, UngEnergi København, Spiselige Planter på Amager Fælled og NaTur i Byen.

Tid og sted

Vester Voldgade, langs med Københavns Rådhus

Fredag d. 11. oktober kl. 15.00 – 22.00

Klimafestival i København

Arrangementet sker i anledning af klimafestivalen Live Like Tomorrow, der i fire dage forvandler København til et levende laboratorium for bæredygtige løsninger. Over hele byen vil der være arrangementer, oplæg og udstillinger med fokus på, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt – i vores hverdag og i vores byer.

Klimafestivalen er en del af det internationale klimatopmøde C40 World Mayors Summit. Her mødes borgmestre og delegerede fra hele verden for at inspirere hinanden til at accelerere byernes klimaindsats. Med klimafestivalen skal de mange tusind deltagere i topmødet trækkes ud i byen for at se og opleve nogle af Københavns mange grønne løsninger indenfor bæredygtig mad, transport, forbrug, energi osv.

Se mere om Live Like Tomorrow og C40 på Facebook her

Arrangementet er støttet af Østerbro Lokaludvalg