Barselscafé: Bæredygtig hverdagsmad

Kom til barselscafé med fokus på sundhed, økologi, årstiderne og madspild, og få inspiration til sund og grøn hverdagsmad for hele familien.

Hør hvordan du giver dine børn mere madmod, spiser efter årstiderne og mindsker madspild – til gavn for både baby, miljøet, hverdagen og pengepungen.

Du får tips til at få børnene med i køkkenet og til at få en nogenlunde rolig stemning omkring middagsbordet. Vi kommer også omkring emballagetyper i køkkenet og til mad på farten. For hvad er bedst? Plastikbøtten, sølvpapir eller film?

Arrangementet handler ikke om at være perfekt, men om at få lidt fif og inspiration, der kan gøre hverdagen lidt lettere, uden at gå på kompromis.

Oplægsholder er Marie Daugaard, madentusiast og foredragsholder, og indehaver af Mad & Miljø.

Østerbros nye babyaktivitetsrum

Barselscaféen foregår i afslappede rammer i det nye babyrum Øbro Amazonas i Øbro-Hallen. Her er der pusleplads, bløde ammepuder og masser af tumlelegetøj til de små. Og der vil være kaffe, te og lidt (øko)-lækkerier til at hygge sig med undervejs.

Grundet brand- og flugtveje må barnevogne desværre ikke tages med indenfor. Men der er udendørs barnevognsparkering til højre for Øbro-Hallens hovedindgang.

Tid og sted

Onsdag d. 4. december kl. 10.00 – 12.00

Øbro-Hallen, Gunnar Nu Hansens Plads 3, 2100 København Ø (brug indgangen til svømmehallen og gå op på første sal – så finder du babyrummet)

Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig. Tilmeld dig til louise@miljopunkt-osterbro.dk

Se også begivenheden på Facebook her

Barselscafé i Øbro-hallen i juni 2019

Baby og bæredygtighed

Barselscaféen er én i en række af barselscaféer, der henvender sig til gravide og nybagte forældre, der gerne vil give deres børn en grønnere fremtid og leve mere bæredygtigt.

Som nybagt forælder kan der være mange nye spørgsmål, der dukker op, når man står og skal vælge udstyr, tøj, legetøj, mad eller plejeprodukter til en lille ny – og gerne vil vælge de mest bæredygtige løsninger. Til barselscaféerne kan deltagerne mødes med andre småbørnsfamilier og blive klogere på de forskellige emner – lige fra skadelig kemi, genanvendelige stofbleer, valg af babyudstyr og plejeprodukter, mad til de små osv.

Barselscaféerne afholdes i samarbejde med Kultur Ø og er støttet af Østerbro Lokaludvalg.