Oplev Nordhavnstippen

Nordhavnstippen byder på vild natur, højt til himlen og masser af sankemuligheder – og ligger ikke mere end en cykeltur fra stenbroen. I de næste par uger guider vi dig til Nordhavnstippen i en række videoer. Se den første her. 

Nordhavnstippen i udkanten af Østerbro er et vildt og uspoleret naturområde, som stadig er ukendt for mange københavnere. Naturen er netop nu ved at vågne, og snart pibler det op af jorden med spiselige planter og blomster.

Det er endnu uvist, hvornår vi kan invitere til bynaturvandringer på Nordhavnstippen igen. I mellemtiden deler vores guide i det grønne, Jann Kuusisaari, ud af sine bedste, lokale sanketips i en række videoer, som vi deler her på hjemmesiden og på Facebook.

Se den første video “teaser” her:

 

Naturpark i sigte

Nordhavnstippen er en del af det område på det yderste Nordhavn, som netværket Nordhavns Naturvenner arbejder for at omdanne til en stor naturpark med naturstier, strand, dyreliv og sankemuligheder.

Netværket består af frivillige borgere og en række grønne foreninger, heriblandt Danmarks Naturfredningsforening (DN), Dansk Ornitologisk Forening (DOF), NOAH, Verdens Skove, Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro. Læs mere om Nordhavns Naturvenner her