Festlig skraldejagt i Kildevældsparken

Hop i dit yndlingstøj og et par gode sko, og kom med til lige dele fest og affaldsindsamling d. 21. juni kl. 11.00-13.30 i Kildevældsparken.

Kildevæld Kulturcenter, Skraldejagt, Østerbro LokaludvalgSkraldeFest og miljøpunktet inviterer til forsinket forårsrengøring af Kildevældsparken.

Ligesom de fleste rydder lidt op inden de får fint besøg, vil vi fjerne henkastet og glemt affald, så parken er grøn, ren og klar til sommerens mange fine gæster.

Det bliver en festlig dag, hvor der bl.a. vil være mulighed for at fiske efter skrald i Kildevældssøen med magnet og krog, gå på skraldejagt rundt omkring i parken, være med i vores skraldebingo (fuld plade giver en is) eller dyste med i vores skralde-quiz. Efter skraldejagten byder vi på forfriskninger. Østerbro Lokaludvalgs formand, Allan Marouf, stiller op med en kaffevogn – tag gerne din egen kop med til kaffe, the eller saft!

Vi medbringer håndsprit, tænger, poser, handsker, højt humør og (coronasikre) snacks, og håber du vil medbringe venner eller familie til dagens festligheder – gerne i pænt tøj til lejligheden. Vi sørger for at sende folk afsted i mindre grupper, at hygiejnen er i top og at vi overholder gældende regler for forsamlinger. Som altid skal man blive hjemme, hvis man føler sig det mindste syg. Både for egen og andres skyld.

Ingen er for fin til at rydde op efter sig selv, når festen er slut, grillmaden spist og far til fire er taget hjem fra picnic. Men da mange ’glemmer’ at bruge byens skraldespande, må vi vise vejen. Og selv en skraldejagt kan være en fest!

Vær med til at skabe en ny tradition i Kildevældsparken, bliv klogere på affald og sortering og hav en hyggelig dag i parken med dine nære og kære!